Børn og unges personlige, sociale og sundhedsmæssige udvikling påvirkes i høj grad af det fællesskab, de er del af.

Hvis fællesskabet - eksempelvis skoleklassen - er kendetegnet ved uro, uforudsigelighed og utryghed, kan det have en negativ og skadelig effekt på udviklingen; både nu-og-her, men også på lang sigt.

Uro i undervisningen

Rasmus Alenkærs speciale er særligt tilrettelagte forløb i børnefællesskaber, hvor dagligdagen skal transformeres fra kaos til harmoni.

I praksis afvikles disse forløb typisk som kortvarige og målrettede initiativer over få uger, hvor Rasmus Alenkær eksempelvis er med i klassen, i mødelokalet, i ledelsesrummet, til forældremødet og/eller hvor det end behøves.

Skolens største problem

I bogen “Pædagogisk værtskab og uro i skolen” inddrager Rasmus Alenkær både national og international forskning i sit argument for, at undervisningsforstyrrende uro på alle måder er hæmmende for trivsel, læring og sundhed.

I forskningen taler man ganske enkelt om uro som “skolens største problem”.

Undervisningsforstyrrende uro er ikke blot auditiv støj, men defineres i Alenkærs udlægning som en vifte af fokusforstyrrende elementer i undervisningen, der kan manifestere sig på forskellig vis og med forskellig intensitet.

Der kan være tale om såkaldt “milde adfærdsformer”, kendetegnet ved elevernes impulsive deltagelsesadfærd, afbrydelser eller brud på skolens regler. Dette ses både hos børn med og uden specialpædagogiske behov.

Der kan ligeledes være tale om mere påfaldende adfærdsformer, hvor uroen er markant og hvor elevernes samspil med hinanden og de voksne kan være særligt udfordret.

Senest ses en fremvoksende tendens til en passiv form for uro, kendetegnet ved elevernes tilbageholdenhed og undvigelse i forhold til deltagelse. Dette ses oftest i grundskolens ældre børnegrupper og på ungdomsuddannelserne.

Årsager

Om end det kan være nærliggende at årsagsforklare undervisningsforstyrrende uro med afsæt i en enkelt elev - eksempelvis et barn eller en ung med særlige behov, så indikerer forskning tydeligt, at der altid er tale om flere, samspillende faktorer.

I sin bog adresser og analyserer Alenkær tre niveauer, som alle spiller ind i mere eller mindre omfang, når uroen får tag i fællesskabet:

  1. Det strukturelle niveau: Skolens værdier, handlemuligheder, samarbejde - med forældre og eksterne samarbejdspartnere og organisering m.m.

  2. Det personlige niveau: Kvaliteten af klassledelse, relationsarbejde, personligt lederskab og undervisningen i det hele taget.

  3. Det inddragende niveau: Elevernes opmærksomhed på - og evner til - at indgå i fællesskabet som engagerede, omsorgsfulde og ansvarlige deltagere.

Hvorfor er det så svært at gøre noget?

Problemet er typisk, at uroen har slidt så meget på overskuddet, motivationen og overblikket hos de voksne, at man ganske enkelt ikke ved, hvor man skal starte…

Der registreres måske stigende tendens til jobskifte og/eller sygemeldinger i medarbejdergruppen, hvilket udfordrer den vigtige rutine og forudsigelighed i dagligdagen.

Hjælpen fra det kommunale støttesystem - PPR eksempelvis, synes ikke at slå til. Måske fordi der mangler know-how, men ofte fordi ressourcerne er knappe og fordi den sparsomme tid går med udformning af tests og PPVér.

Hertil kan der være et tiltagende pres fra den bekymrede forældregruppe, som ofte kræver synlige og omgående forandringer. De kommunikerer måske meget og ofte - med hinanden, med skolens personale, med forvaltningen og måske med pressen… og ikke altid på en måde, der gør arbejdet med børnegruppen lettere.

Børnegruppens kultur kan ligeledes være påvirket i en sådan grad, at forandringen kan være svær at implementere. Typisk ses en tiltagende tendens til nedsat engagement, øget impulsivitet, øget konfliktniveau, mere ængstelighed, mere forsvarspræget adfærd, nedsat samarbejdsevne, disciplinbrud og løbeadfærd (elopement - eleverne forlader undervisningen spontant eller planlagt uden at få lov). Både hos børn med og uden specialpædagogiske behov.

Med andre ord er alle i og omkring børnefællesskabet i underskud, socialt, personligt og læringsmæssigt.

Hvordan vendes kaos til harmoni?

Hvis man vil uroen til livs, er det er sjældent nok at sætte markant ind i forhold til én faktor - uden at gøre yderligere. Alle tre værtskabsniveauer - det strukturelle, det personlige og det inddragende - skal medtages i relevant omfang.

På strukturelt niveau skal der skabes en forudsigelig hverdag, hvor rammer og regler er tydelige, hvor de voksne er stabile i deres fremmøde og hvor der er en rød tråd i pædagogikken.

Samarbejdet mellem forældreflokken og skolen skal ofte styrkes, og der skal være klare retningslinjer for hvad man gør i praksis, når uro eller anden tegn på mistrivsel viser sig.

På det personlige niveau de enkelte voksne styrkes i at tage hensigtsmæssige valg i forhold til klasseledelse, didaktik og relationsarbejde.

Alt det, lærerne og pædagogerne gør, som er virkningsfuldt, skal fremhæves, bekræftes og dyrkes.

Alt det, der ikke ser ud til at have den ønskede effekt, skal nedtones.

Elevernes medværtskab skal almindeligvis også adresseres. I praksis betyder det, at eleverne skal lære at navigere i fællesskabet som en forpligtende kontekst, hvor i alle har et medansvar. Dette sker bedst gennem tydelig rammesætning, gennem anerkendelse og gennem opmuntring. Straf og konsekvenspædagogik virker meget sjældent i den sammenhæng.

Hvad kan vi hjælpe med?

I bogen “Pædagogisk værtskab og uro i skolen” skitseres et bud på en intervention i en urolig skoleklasse. Dette bud skal læses som et (velfungerende) eksempel på et initiativ, men er bestemt ikke den eneste måde at tilgå en lignende udfordring på.

Da enhver udfordring med undervisningsforstyrrende uro har sine egne, særlige kendetegn, opererer vi således ikke med en fast model eller en one-size-fits-all løsning.

Indledningsvist afholder vi derfor et møde - online eller fysisk, hvor vi taler om mulighederne for et samarbejde. I den forbindelse designer vi i fællesskab et initiativ, der typisk har følgende kendetegn:

  • Rasmus Alenkær er på skolen i 4-6 dage - hele skoledagen. Disse dage er han med i undervisningen i alle timer. Her samarbejder han med de pågældende lærere og pædagoger om at få blik for - og træne - pædagogiske og psykologiske strategier, der skaber ro, tryghed og fokus.

  • Hver dag, Alenkær er på skolen, afsluttes med et rådgivnings- og supervisionsmøde for alle i teamet. Ledelsen er med efter aftale.

  • Udvalgte forældre kan i nødvendigt omfang indkaldes til samarbejds- og rådgivningsmøder på skolen, hvor Alenkær har rollen som mødeleder.

  • Hvis det vurderes formålstjenstligt afholdes der forældremøde for klassens forældre.

  • Skolens ressourcepersoner er velkomne til at følge processen tæt - evt. som føl. Dvs. at ressourcepersonerne fremadrettet kan gives en central rolle mht. indsatsens langtidsholdbarhed.

  • Alenkær er i hele forløbet tæt på skolens ledelse.

  • Forvaltning, PPR og andre, eksterne interessenter er oplagte at inddrage i processen.

  • Skolens bestyrelse kan inddrages i relevant omfang.

Forløbet kan med fordel kombineres med et foredrag eller en workshop for hele medarbejderflokken, således at lærer- og pædagogteamets strategier og resultater kan formidles og udbredes som inspiration.

Booking

Hvis ovenstående vækker nysgerrighed er du velkommen til at kontakte os med henblik på et uforpligtende møde.

Ring til Louise Alenkær på tlf. 26 21 21 39 eller skriv til louise@alenkaer.dk - så booker hun et møde med Rasmus Alenkær hurtigst muligt.

Louise kan allerede indledningsvist skabe overblik over kalendermuligheder og priser.

Hvordan et eventuelt forløb helt præcist designes, aftales efterfølgende i dialog med Rasmus Alenkær.